D-vitamin beskytter mod tarmkræft

- men kun i større doser

D-vitamin beskytter mod tarmkræftD-vitamin beskytter mod tarmkræft, som er en af de hyppigste kræftformer. Det fremgår af en større meta-analyse, som er udført af forskere fra Det Amerikanske Kræftforbund, Det Amerikanske Nationale Kræftinstitut og mere end 20 sundhedscentre og sundhedsorganisationer. Meta-analysen understøtter tidligere studier, som afslører, at de optimale mængder D-vitamin i forebyggelsen af tyktarmskræft er større end de officielle anbefalinger, som kun omhandler D-vitamins betydning for knoglesundheden. Andre studier peger på, at selenmangel også øger risikoen for tarmkræft. Meget tyder i det hele taget på, at kræft skyldes mangel på livsvigtige næringsstoffer, som skal beskytte cellerne mod karcinogener, frie radikaler, inflammationer og uhæmmet celledeling.

D-vitaminet er mest kendt for dets betydning for knoglesundheden og beskyttelse mod den klassiske mangelsygdom engelsk syge. Men de fleste af kroppens organer og væv har faktisk receptorer for D-vitamin, og dets evne til at beskytte mod kræft er især relateret til processer, som har indflydelse på immunforsvaret samt aktivering af gener og celledeling. Tidligere studier af D-vitaminets evne til at beskytte mod kræft har dog vist forskellige resultater, og det skyldes især, at man ikke har været nok fokuseret på de rette doser. Til eksempel vil en almindelig multivitaminpille kun beskytte mod knogleskørhed og næppe mod kræft, fordi indholdet af D-vitamin er for lille til, at blodets indhold bliver højt nok.

D-vitamin beskytter kun i større doser

D-vitamin fra sollys og tilskud gennemgår en række enzymprocesser, før det aktiveres. I blodet måles D-vitaminet som 25-hydroxyvitamin D3, og den officielle grænseværdi ligger på 50 mmol/l.
Ifølge den nye meta-analyse, som omhandlede 17 kohortstudier af 5.706 personer med tyktarmskræft og 7.107 raske kontrolpersoner fra USA, Europa og Asien, var risikoen for at få tyktarmskræft 31 procent højere, hvis værdierne i blodet lå under 50 nmol/l. Og hvis værdierne lå over 50 nmol/l, var risikoen for at få sygdommen 22 procent lavere.
Mere konkret var de optimale niveauer af D-vitamin i blodet mellem 75-100 nmol/l, hvad angår beskyttelse mod tyktarmskræft. Så meget tyder på, at den nuværende grænseværdi for D-vitamin bør hæves fra 50 nmol/l til 75 nmol/l, så vitaminet ikke alene kan beskytte mod knogleskørhed men også mod kræft og mange andre sygdomme.
D-vitamin i større doser beskyttede især kvinder mod tarmkræft. Men hverken mænd eller kvinder havde nogen fordel i at have niveauer af D-vitamin i blodet, som lå over 100 nmol/l.

Kræft i tyktarmen er meget udbredt og anbefalinger af D-vitamin bør hæves

Kræft i tyk- og endetarm hører til de hyppigste kræftformer, og én ud af tyve danskere, får tarmkræft på et tidspunkt i livet. I Europa er sygdommen den næsthyppigste årsag til kræftrelaterede dødsfald, og i USA er det den tredjehyppigste årsag.
Ifølge det nye studies leder Mari L McCullough, som er tilknyttet Det Amerikanske Kræftforbund, anbefaler de amerikanske sundhedsmyndigheder ikke D-vitamin i forebyggelsen af tyktarmskræft. Mari L McCullough påpeger dog, at det nye studie tilføjer vigtige informationer, som myndighederne nu kan bruge, idet de gamle anbefalinger af D-vitamin til forebyggelse af knogleskørhed ikke beskytter godt nok mod kræft i tyktarmen.

D-vitamin kan forebygge kræft gennem følgende mekanismer:

  • Har indflydelse på mange genaktiviteter
  • Reducerer uhæmmet celledeling og metastaser
  • Bidrager til et velfungerende immunforsvar, der bør destruere kræftceller
  • Modvirker lokale inflammationer, som er et fællestræk ved mange kræftformer

Officielle og nye anbefalinger af D-vitamin

De officielle anbefalinger, også kaldet referenceindtag eller RI, er 5 mikrogram for voksne. Men vi har tilsyneladende brug for meget mere, hvis vi skal have de optimale mængder i blodet, og anbefalingerne til voksne svinger fra 20 -100 mikrogram daglig. Det er let at danne 20-100 mikrogram på en god sommerdag, hvis huden er lys. Jo mørkere og ældre huden er, jo længere er man om at danne vitaminet. Overvægtige og diabetikere har desuden vanskeligere ved at danne og udnytte vitaminet.
Da en almindelig sund kost kun bidrager med begrænsede mængder D-vitamin, er der brug for tilskud i hele vinterhalvåret og i andre situationer, hvor man ikke selv kan danne nok fra sollyset.

Alarmerende mangel på D-vitamin

D-vitaminmangel er blevet mere udbredt gennem de sidste årtier på grund af flere indendørs timer, solforskrækkelse, fedtforskrækkelse, faktorcremer, flere overvægtige og længere tids brug af kolesterolsænkende medicin.

Det er ikke nok med Sundhedsmyndighedernes rutineundersøgelser

Siden 2014 har de danske Sundhedsmyndigheder anbefalet et undersøgelsesprogram, hvor midaldrende og ældre borgere med et par års mellemrum kan blive undersøgt for tegn på tarmkræft. Hvis sygdommen opdages i de tidlige stadier, er der bedre behandlingsmuligheder. Der er således tale om en tidlig diagnose, med alt hvad det fører med sig af behandlinger og bekymringer.
Ikke desto mindre har man i en tidligere omfattende europæisk undersøgelse også observeret en sammenhæng mellem lave niveauer af D-vitamin i blodet (under 50 nmol/l) og en højere risiko for kræft i tyktarmen. Men de danske sundhedsmyndigheder anbefaler heller ikke D-vitamin i forebyggelsen af den frygtede sygdom.
Der står heller ikke noget om selen i den pjece, som alle borgerne får i forbindelse med undersøgelsesprogrammet mod tarmkræft.

Det må alt i alt være bedre med reel forebyggelse end tidlig diagnose

Selen beskytter også mod tarmkræft

Selen indgår i omkring 30 forskellige selenoproteiner, der blandt andet har betydning for energiomsætningen, immunforsvaret og som vigtige antioxidanter, der beskytter cellerne mod oxidativ stress og dna-skader.
Allerede i 1996 dokumenterede den amerikanske kræftforsker, professor Larry Clark, at tilskud med selengær kunne mindske risikoen for tarmkræft med knap 60 procent.
I 2017 fandt Dr. David Hughes, som er tilknyttet Conway Institute, University College i Dublin, at højere mængder selen i blodet hang sammen med en signifikant lavere risiko for tarmkræft og leverkræft.
Ifølge Dr. David Hughes peger forsøgets resultater på, at et større indtag af selen kan være relevant for de fleste mennesker i Europa, hvor selenindtaget ligger under de optimale niveauer.

Selen modvirker tarmpolypper, der kan være forstadier til tarmkræft

Tarmpolypper er ret udbredt. Ved en bestemt form kaldet adenom, er der en risiko for udvikling af tyktarmskræft, og det er særligt vigtigt at holde øje med udviklingen hos disse patienter.
Den italienske forsker Bonelli Luigina ville derfor påvise selens og andre antioxidanters evne til at forhindre nye adenomer i at opstå. Efter fem år viste den dobbelt-blinde, placebokontrollerede undersøgelse, at patienterne i selengær/antioxidant-gruppen havde en 50 % reduktion af ondartede polypper og dermed et langt mindre risiko for at udvikle tarmkræft.

Kompensation for dalende selenindtag

Det antages, at omkring 20 procent af den danske befolkning indtager mindre selen end referenceindtaget, RI. Men undersøgelser viser, at RI på 55 mikrogram daglig, heller ikke er nok til at mætte selenoprotein P, der er en vigtig markør for kroppens selenstatus. For at mætte selenoprotein P skal man have omkring 100 mikrogram selen om dagen, og det er omkring det dobbelte af de officielle anbefalinger.

Din risiko for at få kræft i tyk- og endetarm er større

  • Jo ældre du er
  • Hvis der er tyk- og endetarmskræft i familien
  • Hvis du spiser fiberfattig kost med meget rødt kød (fra firbenede dyr)
  • Hvis du er overvægtig
  • Hvis du ryger
  • Hvis du har et stort medicinforbrug
  • Hvis du mangler D-vitamin
  • Hvis du mangler selen

Referencer

Majorie L MCullough et al. Circulating Vitamin D and Colorectal Cancer Risk: An International Pooling Project of 17 Cohorts. JNCIJ Natl Cancer Inst 2019
https://outlook.live.com/owa/?viewmodel=ReadMessageItem&ItemID=AQMkADAwATYwMAItYTdiMi1mOTIwLTAwAi0wMAoARgAAA1pnfHgKSXNIoXFGOqf3hI0HAEhjnEFaqDVEr1k7jDkwREMAAAIBVAAAAEhjnEFaqDVEr1k7jDkwREMAAfwL%2bpAAAAA%3d&wid=75&ispopout=1&path=/attachmentlightbox

WU K et al. A nested case control study of plasma 25-hydroxyvitamin D concentrations and risk of colorectal cancer. J Natl Cancer Inst 2007
https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/17623801

Sundhedsstyrelsen. Tilbud om undersøgelse for kræft i tyk- og endetarm
https://www.sst.dk/da/sygdom-og-behandling/screening/~/media/3CF2065A4BAE44D4920197025D265DA5.ashx

New links between selenium and cancer prevention. HRB. December 2017
http://www.hrb.ie/success-stories/all-success-stories/a-success-story/article/new-links-between-selenium-and-cancer-prevention/?tx_ttnews%5BbackPid%5D=24&cHash=1ee84aa05fe849a022e171af3b8ce5eb

Clark LC et al: Effects of Selenium Supplementation for Cancer Prevention in Patients with Carcinoma of the Skin. JAMA: 1997.
https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/8971064

Bonelli et all. Antioxidant supplement and long-term reduction of recurrent adenomas of the large bowel. A Double-blind randomized trial. J. Gastroenterol 2013
https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/23065023

Bonelli Luigina. Reduction of the Incidence of Metachronous Adenomas of the Large Bowel by Means of Antioxidants". Colon Cancer Prevention 1999

Lutz Shomburg. Dietary Selenium and Human Health. Nutrients 2017
https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pmc/articles/PMC5295066/

Søg mere info...

Søg mere info...

 

Klik her, hvis du vil vide mere om D vitamin