Ny forskning: B12-vitamin kan optages af visse planter

- og det kan i fremtiden forbedre vegetarers diæter

Ny forskning: B12-vitamin kan optages af visse planterB12-vitamin har betydning for bloddannelsen, nervesystemet og de kognitive evner. B12-vitamin findes kun i animalske kilder. Men nu har forskere fra Universitetet i Kent, England, gjort en betydningsfuld opdagelse af, hvordan vitaminet kan optages af visse planter som karse under særlige vækstbetingelser. Med denne viden kan vegetariske og veganske måltider i fremtiden gøres sundere og mere komplette. Mange vegetarer og veganere har det dog strålende på deres grønne kost, og de ved ikke, at en mangel på B12-vitamin kan komme snigende over flere år og pludselig medføre blodmangel, træthed, dårlig hukommelse eller andre symptomer fra nervesystemet. Derfor er det under alle omstændigheder en god ide at tage tilskud med B12-vitamin, indtil de vegetabilske løsninger er i handlen.

B12-vitamin kaldes også for cobalamin, og biosyntesen af den grundlæggende struktur sker ved hjælp af bakterier, som findes mange steder i naturen.
B12-vitamin findes især i animalske kilder som kød, fisk, æg og mejeriprodukter, og derfor kan vegetarer og veganere lettere komme i underskud af vitaminet. Men nu har et forskerteam under ledelse af professor Martin Warren fundet, at almindelig karse kan optage vitaminet under særlige vækstbetingelser. Mængden af B12-vitamin, der optages, afhænger således af den mængde, der er i vækstmediet, og forskerteamet fra universitetet i Kent kunne påvise, at B12-vitaminet havner i karsens blade.

Opdagelsen kan potentielt gavne millioner af mennesker i fremtiden

Opdagelsen af at visse planter kan optage B12-vitamin er epokegørende, fordi den i fremtiden kan bidrage til at berige visse fødevarer med vitaminet. Det kan især gøre nytte i lande som Indien, hvor mange er vegetarer.
På verdensplan regner man med, at 12 millioner mennesker mangler B12-vitamin, og det gælder især de fattige ulande, hvor store befolkningsgrupper ikke har råd til disse fødevarer. Men i Danmark er veganere og vegetarer også i risiko for at udvikle mangel på B12-vitamin. Derfor anbefaler Dansk Vegetarisk Forening da også, at vegetarer tager tilskud, og det gælder også, hvis de kun indtager få animalske produkter. Men i fremtiden er det måske unødvendigt med tilskud, hvis de vegetabilske fødevarer bliver beriget med B12-vitamin.

Forsøget foregik i samarbejde med en skole

Forskerne fra Kent samarbejdede med en Sir Roger Manwoood´s skole i Sandwich, hvor biologilærere samt elever mellem 11 og 12 år var med til at undersøge og måle indholdet af B12-vitamin i karse.
Eleverne dyrkede karse i vækstmedier, som indeholdt stigende mængder af B12-vitamin, og efter syv dage blev bladene fra de små spirer så fjernet, vasket og analyseret.
Det viste sig, at karsespirerne var i stand til at optage B12-vitamin og lagre det i deres blade. For at bekræfte opdagelsen, fremstillede forskerne fra Kent en type B12-vitamin, som udsendte fluorescerende lys under påvirkning af laser. Planterne blev så fodret med det fluorescerende B12-vitamin, og det viste sig, at B12-vitaminet akkumulerede i nogle særlige celler i planternes blade, som kaldes for vacuoler, og som fungerer som cellernes depotområder. Dette bekræftede definitivt, at visse planter kan optage og lagre B12-vitamin.

B12-vitaminets unikke rejse

B12-vitaminet kan kun produceres af særlige bakterier, og derfor skal det gennemgå en unik rejse, før det kan gøre nytte i mere komplekse skabninger som dyr og mennesker.
Forskerne har beskrevet, hvordan man kan følge denne rejse ved at bruge fluorescerende B12-vitamin molekyler. Denne teknik kan også anvendes til at forstå, hvorfor nogle mennesker er mere tilbøjelige til at mangle vitaminet.

Teknikken kan også afhjælpe infektioner med parasitter

Forskerne opdagede ikke alene, at teknikken med fluorescerende B12-vitamin kunne afsløre planters evne til at optage vitaminet. Forskerne opdagede også, at teknikken kunne anvendes til at følge bevægelserne af det fluorescerende B12-vitamin i parasitter som orme.
Forsøgenes resultater demonstrerer, at det fluorescerende B12-vitamin er en effektiv metode til at observere, hvordan vitaminet optages. Og da orme optager vitaminet på en anden måde end pattedyr er det muligt, at denne viden kan bidrage til at behandle infektioner med orme som hageorm, der forekommer ret hyppigt i tropiske og subtropiske områder.

Vi producerer selv B12-vitamin, men kan det overhovedet optages?

Vegetarer og veganere henviser ofte til, at colibakterier i tyktarmen producerer B12-vitamin, men der er uenighed om optagelsen, som kræver intrinsic factor, og som normalt foregår i tyndtarmen.

Vær opmærksom på, at mangel på B12-vitamin ofte kommer snigende

Man risikerer at få mangel på B12-vitamin, hvis man ikke får nok af de animalske kilder. Og selvom det kan gå strålende i lang tid, skal man alligevel være på vagt, fordi manglen på B12-vitamin kommer snigende over flere år. Det skyldes, at B12-vitaminet fra kosten lagres i leveren, og at vi kun mister en tusindedel af kroppens indhold om dagen. Men hvis man fortsætter med at spise en kost uden de animalske kilder, vil leverens indhold i løbet af nogle år blive så lavt, at man begynder at få ét eller flere symptomer.

Mangel på B12-vitamin kan blandt andet være:

  • Dårlig hukommelse og træthed
  • Blodmangel, som kan medføre åndenød, hovedpine og nedsat modstandskraft.
  • Prikken og stikken i fingre og tæer
  • Nedsat smagssans samt rød, irriteret tunge
  • Fordøjelsesbesvær
  • Svært ved at blive gravid
  • Børn af mødre med vitaminmanglen risikerer at få nedsat vækst, anæmi og i værste fald mental retardering.

Behandling af mangel på B12-vitamin og kvalitet af tilskud

Mangel på B12-vitamin kan afsløres gennem en blodprøve.
Hvis en mangel på B12-vitamin skyldes kosten, kan man inddrage animalske kilder eller supplere kosten med tilskud, som indeholder minimum 2,5 mikrogram, hvilket svarer til RI.
Nogle tilskud findes som sugetabletter, og de giver en langt bedre optagelse, da B12-vitaminet så optages direkte via mundslimhinden.
I tilskud findes B12-vitamin på forskellige former, hvor det er en god ide at nærlæse varedeklarationen.
Cyanocobalamin er syntetisk og indeholder cyanid, der er giftigt.
Methylcobalamin, som koster mere at fremstille, er ikke giftigt.
Hvis man har mistet en stor del af kroppens indhold af B12-vitamin, kan man starte med indsprøjtninger, som ofte hjælper hurtigt på diverse symptomer.
Behandling af perniciøs anæmi kræver fortsat indsprøjtning med vitaminet grundet mangel på intrinsic factor, der sørger for optagelsen i tyndtarmen.

Indhold af B12-vitamin i mikrogram/100 gram

  • Kalvelever 60
  • Laks 4
  • Æg 1,8
  • Ost 1,5
  • Oksekød 1,4
  • Kylling 0,4
  • Grønsager og frugt 0
  • Nødder og kerner 0

Referencer:

University of Kent. Vitamin B12 breakthrough for more complete vegetarian and Vegan diets
SciendeDaily May, 2018

https://www.sciencedaily.com/releases/2018/05/180517113307.htm

https://www.sundhed.dk/borger/patienthaandbogen/infektioner/sygdomme/protozoer-og-orme/hageorm/

Ebba Nexø. Vegetarer risikerer at få for lidt B12-vitamin. Videnskab.dk marts 2018
https://videnskab.dk/krop-sundhed/vegetarer-risikerer-at-faa-for-lidt-b12-vitamin

https://vegetarisk.dk/b12/

http://www.netdoktor.dk/vitaminer/vitaminb12.htm

https://frida.fooddata.dk/ShowList.php?compid=38